ÅRSBERETNING 2019.

2019 blev ikke blot for Karensmindes Venner men for hele museet et år med forandring, det var det år Karen Søgård døde. Karen har gennem hele opbygningen af Karensminde været den der førte an og viste hvordan tingene var op gennem tiden, det er et savn for alle, også for  vore gæster, at Karen ikke er her mere.

 Derfor vil jeg gerne om i vil rejse jer, og vi sammen kan mindes Karen med et minut`s stilhed.

 Ellers blev året som så mange gange før et travlt år, vi startede ud med at julekalenderudstillingen Theo & Den Magiske Tallisman fortsat var i udstillingsbygningen, og Karensminde var åben for besøgende og kaffestuen åben. Derved tjente vi en udflugt til Tekstilmuseet i Herning med den dejligste frokost på Skarrildhus, vi havde en rigtig god tur, som blev nydt i fulde drag.

 Vi har i længere tid arbejdet på at flytte det stykke fredsskov, som blev fældet for mange år siden, det er den græsmark, som vi har brugt til traktorer på dyrskuedagen, men det gik ikke, da det er kommunal jord, kan fredsskov ikke flyttes, så vi måtte til at grave huller og få plantet til, og det lige midt i den allermest tørre tid, så det var næsten umuligt at grave i den hårde jord og efterfølgende måtte der vandes.

 I årets løb har vi været til historiske dyrskuer med vore dyr. Vi startede i Sdr. Hygum derefter Herregården Hessel og Det Grønne Museum, indimellem udstillede vi også på Landskuet i Herning. Alle de steder der er bedømmelser, får vore dyr gode karakterer og mange kommer hjem med præmier. Nu må vi se hvor længe de dyrskuer fortsætter, i 2019 stoppede Ringkøbing – Skjern museum med deres dyrskue på Bundsbæk Mølle, og lige nu har Det Grønne Museum meddelt, at de stopper i 2020. Det er på grund af, at Fødevarestyrelsen har stoppet al tilskud til De Historiske Dyrskuer, så avlerne kan ikke mere få deres kørselsudgifter dækket. Vi på Karensminde har heller ikke fået tilskud til 2020 dyrskuet, så vore udgifter må gå af det samlede overskud.

 Efterhånden er køkkenhaven og forevisningsmarken blevet med rigtig mange frø af gamle sorter, køkkenhaven er oppe på 24 gamle sorter, og køkkenhavepigerne har til i år selv samlet frø. Det er steder der bliver brugt rigtig mange timer, og der er så rent og iorden, at jeg mindes min 4H have fra da jeg var barn, hvor hvert stykke ukrudt dommerne kunne finde gav minuspoint, her er det sådan, at jeg næsten vil give en præmie, hvis i kan finde et stykke ukrudt.

 Efter at dagplejerne har fået elcykler er de rigtig flinke til at besøge Karensminde, nogle af vore kreative mænd fik lidt ondt af dem, når de skulle være ude med madpakker i både regn og solskin, så de gik i gang med at lave planer til et spisested, så der kunne være både tørvejr og skygge. Der var mange planer, men resultatet blev til det vi i dag kalder Stakladen, som fligtig bruges af både gæster og til egne aktiviteter. 

  Gennem tiden har vi fået oparbejdet et rigtig godt samarbejde med mange andre foreninger, f.eks.har biavlerne gennem mange år har haft deres biskole på Karensminde, det samarbejde er udviddet, så de gerne kommer og fortæller om deres bier, når vi har besøg af skoleklasser. Samarbejdet med Danske Husdyr kører især omkring dyrskuet, men også henover året er der samarbejde.

Også Idræt om dagen har vi samarbejde med omkring dyskuet, hvor de har alt arbejdet omkring parkering og bemanding deraf , hvor vi så holder deres Sommerfest til gengæld, mod at de betaler for maden. I 2019 har vi også haft meget samarbejde med Grindsted Amatørscene, først opførte de børnespillet Albert, og derefter underholdt de Sct. Hans aften og senere på året igen Fru Sørensen`s slikbutik, alle forestillinger var godt besøgt.

 Udover det har vi haft det sædvanlige program, hvor ikke alle dage var lige godt besøgt, men besøgstallet nåede alligevel op over 20000, hvilket er ret godt på så forholdsvis lille et museum.

 Udstillingsbygningen blev lavet til showroom, hvor man kan se det nye museumsprojekt, som kommunen håber bliver en realitet ad åre, mange har set den, og Mai Kofoed Lauritsen viser gladelig rundt. Måske skal vi som forening bede om en rundvisning?

  I 1998 blev Karensmindes Venner`s bestyrelse udvidet fra 6 – 7 personer, og da blev Grethe Nielsen valgt ind og har været i bestyrelsen lige siden, utallige er de lagkager hun har lavet, de kringler hun har bagt, de gange hun har fyldt opvaskemaskinen, og de referater hun har skrevet fra vores bestyrelsesmøder, i det hele taget har hun været utrættelig. Mangler vi sedler, lister eller lignende har du altid været leveringsdygtig inden for kort tid, da du har god kontakt til trykkeriet. Alt det skylder vi dig en stor tak for, men det gode er, at du fortsætter med alt andet end bestyrelsesarbejdet, det er vi glade for.

 Også en stor tak til alle fra museet for et godt samarbejde og tak til bestyrelsen for mange gode møder og diskutioner. Og ikke mindst en stor tak til hele tirsdagsholdet, det er jer, jeg kalder den hårde kerne, det er jer der holder hjulene i gang og får kæden til at bære, uden jer ingen Karensminde.Hvis der nu er nogen som endnu ikke er kommet i gang med at hjælpe, og som har lyst, er i meget velkomne til at møde op en tirsdag, eller tage kontakt til en af os, der allerede er her, der er altid brug for flere hænder. Tak alle sammen.